GDPR fylder tre: “Vi skal holde op med at snage i hinandens data.”

By 
Jacob Høedt Larsen
May 5, 2021

Vi har haft journalist og privatlivs-entusiast Anders Kjærulff fra Harddisken på P1 i den varme stol til en snak om privatlivets fred, moralske data-dilemmaer og digitalisering.

GDPR har startet en samtale om datasikkerhed og privatliv. Men vi skal tale mere om moral end om jura, mener journalisten og privatlivs-entusiasten Anders Kjærulff. Vi skal lade være med at snage i hinandens data - fordi det er moralsk forkert, ikke kun fordi det står i loven.

Journalisten Anders Kjærulff er én af de klare stemmer i den danske debat om cybersikkerhed og privatliv. Han stod bag programmerne Harddisken på P1 og Aflyttet på Radio24Syv. I dag kan man høre ham i podcasten Nødradio fra Garagen (https://soundcloud.com/garagen).

Forventningerne var høje, da GDPR  blev vedtaget. Anders Kjærulff var med i Bruxelles, da privatlivs-aktivister drak champagne, fordi forordningen, der skulle sikre europæernes ret til privatliv, var blevet vedtaget. Stemningen dengang var, at nu ville vi få ram på de sociale medier, Facebook og YouTube.

Vi skal tale om moral

Det er imidlertid ikke lykkedes, mener Anders Kjærulff i dag. Han er grundlæggende skeptisk over for digitaliseringen og den massive opsamling og brug af data, som følger med. Det handler imidlertid ikke kun om jura.

“GDPR har ikke sat en stopper for den nysgerrighed og snageri, som vi har over for hinanden. Det er vigtigt, at vi begynder at respektere hinanden. Vi skal holde op med at snage i hinandens data. Hvis vi får adgang til folks data, så skal vi tænke: “Har jeg lov til at kigge her.” Ikke bare: “Hvad der står i GDPR?” Du skal tænke: Hvordan ville jeg have det, hvis det var mine egne data,” siger han.

Overdreven digitalisering

Anders Kjærulff peger på en overdreven begejstring for digitalisering som det egentlig problem - og giver et eksempel:

Kort- og Matrikelstyrelsen har luftfotos af alle ejendomme i Danmark. På billedet af Anders Kjærulffs hus, kan man se samtlige indgange og døre. En fremragende brugsvejledning til indbrudstyve, som han udtrykker det. Han kontaktede Kort- og Matrikelstyrelsen for at påpege, at han ikke havde givet samtykke til billederne.

“Jeg fik at vide, at jeg skulle holde min kæft og være glad for, at jeg kunne bidrage til digitaliseringen af Danmark,” siger han.

Højere sikkerhed

Ét af de steder, hvor Anders Kjærulff ser en positiv udvikling, er i forhold til sikkerheden. 

“GDPR har betydet en hel del i forhold til computer-sikkerheden, fordi folk er bange for at lække data. De skal orientere deres kunder og så videre. Det har medført, at en hel del virksomheder tager sikkerheden mere seriøst. Hvis de så bare også kunne få den tanke, at hvis man ikke indsamler data, så er det den største sikkerhed,” siger han.

Den 25. maj i år fylder GDPR tre år. Vi fejrer fødselsdagen med en række interviews med mennesker, som har erfaringer med eller holdninger til den lille tumling.